Den 7. maj 2012 startede Tolo roklub 
Og det betyder, at vi nu tager hul på den 15. sæson.

Det er jo i sig selv ret imponerende – eller i hvert fald et tegn på, at ingen helt har fået nok endnu.
Men mest af alt siger det noget om vedholdenhed, fællesskab – og en ret stærk evne til at blive ved år efter år.

I dag hejser vi standeren og markerer starten på endnu en sæson.
Og det er ikke bare symbolsk.
Det er også resultatet af et stykke arbejde, der ville få de fleste værksteder til at melde sig syge.

For bag os ligger mange timer med at vedligeholde og klargøre vores både, så de står i perfekt stand.
Og det lykkes faktisk – hvilket stadig er lidt mystisk, når man kender den gennemsnitlige mængde kaffe og improvisation, der indgår i processen.

Og så er der jo forskellen til hjemme i Danmark.
Der starter sæsonen ofte med kolde fingre, for mange lag tøj – og en stille eksistentiel overvejelse om, hvorfor man egentlig ikke valgte en sport indendørs.

Her i Grækenland er det lidt anderledes.
Her starter vi med sol, varme – og en svag mistanke om, at vi har snydt systemet.

Men én ting er helt den samme:
fællesskabet, ansvaret og viljen til at gøre sig umage – også selvom det nogle gange kræver lidt overtalelse.

Og noget af det vigtigste i klubben er, hvordan vi tager imod nye.
For vi ved alle, hvordan det er at komme som ny.
Man prøver at se ud som om man har styr på det…
mens man i virkeligheden bare håber, at man ikke ødelægger noget dyrt.
Og så bliver man heldigvis mødt af en rovagt, der tager sig tid.
Som instruerer roligt, tålmodigt – og med en grad af empati, der burde give merit i pædagogik.
Det gør en kæmpe forskel.

Det gælder ikke kun på vandet.
Også på land bliver man mødt af samme ånd.
Ikke mindst hos Hotel Romvi, hvor gæstfriheden er så god, at man begynder at overveje, om hjemrejsen overhovedet er nødvendig.
Her bliver man mødt af en varme, der næsten kan konkurrere med solen – og det er ikke småting her.
Og en særlig tak til Antonis og hans stab, som får det hele til at køre så gnidningsfrit, at man næsten føler sig som VIP – selv når man kommer med bare fødder.

Når vi løfter blikket lidt, ser vi også en verden i bevægelse.
Nye kapitler bliver skrevet.
Og nogle steder giver det håb – eller i hvert fald noget, man kan diskutere over aftensmaden.
Magyars valgsejr i Ungarn minder os om, at forandring kan ske – og at verden aldrig helt står stille, uanset hvor meget vi prøver at holde styr på bådene.

Men i bund og grund står vi i det samme her:
små fællesskaber, der får ting til at fungere – på trods af alt, inklusiv os selv.
Så lad os tage den ånd med ind i sæsonen:
passe på det, vi har.
løfte i fællesskab.
og nyde, at vi i år gør det i lidt bedre vejr end dem derhjemme – hvilket vi naturligvis ikke vil nævne for højt.

Og her til sidst en stor tak.
Først og fremmest til vedligeholdet.
For det kæmpe arbejde, I laver – ofte i det stille, og nogle gange på tidspunkter, hvor  værktøjet burde være stille.
Det er jer, der sørger for, at bådene står klar, sikre og i perfekt stand, når vi andre kommer og tror, det hele bare “virker af sig selv”.
Det gør det ikke. Det er jer.

Og også en stor tak til bestyrelsen.
For det store arbejde og den indsats, I lægger – også i de beslutninger, der får det hele til at hænge sammen, selv når ingen helt er enige om hvordan.
Det er ikke altid synligt, men det er helt afgørende for, at vi kan stå her i dag og starte endnu en sæson sammen.
Så en stor tak til jer alle – for at holde det hele kørende… og for at lade som om det er nemt.