Om Tolo Roklub

Om Tolo Roklub

I 1998 og 2000 arrangerede Dansk Forening for Rosport “Gør-Det-Selv” ture til øerne Lefkas og Kefalonia i det Ioniske hav.

I 2008 stod Kate og Jesper Skavin, Skovshoved Roklub, Annette Olsen, Hellerup Dame Roklub og Søren Uldall, Roklubben SAS, bag en lignende “Gør-Det-Selv” tur til Tolo – en lille oase på Peloponnes ud til Argolida bugten.

På opfordring lavede Søren Uldall og Bo Markussen igen en “Gør-Det-Selv” tur i 2011 til netop Tolo.

Vi kørte seks stk. 2-årers inriggere samt en 2’er kajak derned, hvor de kunne reserveres til roture.

Dette blev så stor en succes, at vi nu har valgt permanent at lægge både i Tolo.

Tolo Roklub blev stiftet den 7. maj 2012 med Bo Markussen som formand, Carsten Høy Andersen som næstformand, Søren Uldall som kasserer og Eva Birkved som sekretær.

Vi har nu tolv 2-årers inriggere, hvoraf op til ti er på vandet, to der henligger som reserve samt ni havkajakker hvoraf en henligger som reserve, liggende i Tolo.

I 2022 er der oprettet en yderligere destination i Epidavros, hvor der ligger fire 2-årers inriggere, hvoraf op til tre er på vandet og en henligger som reserve.

10 års historie

Her følger en lille beskrivelse om hvordan Tolo Roklub blev startet i 2008-2012.

I 2008 var Søren Uldall, Roklubben SAS – nu Bryggens Roklub, i Tolo for første gang. Det var en Gør-det-selv tur via Dansk Forening for Rosport (DFfR) arrangeret af Kate & Jesper Skavin, Skovshoved Roklub, Annette Olsen, Hellerup Dame Roklub og Søren Uldall i fællesskab.

Det blev en 8 uger lang tur, hvor roere fra bl.a. Lemvig, Skovshoved, Gefion, Bryggens Roklub, Skanderborg, Skjold, Hellerup, Fredensborg, Helsingør m.fl. var på oplevelsesrig tur i og omkring Tolo/Naflio.

Jesper Skavin havde lavet et stort og grundlæggende arbejde via Google Earth og lavet oplysninger om de enkelte destinationer i Argolida bugten – en vejledning om distancer, adgangsforhold, butikker og dengang også banker.

Denne vejledning dannede også grundstammen til den 2. Gør-det-selv tur, som Bo Markussen, Dragør Roklub og Søren Uldall blev opfordret til at arrangere i 2011, igen via DFfR. Denne gang varede turen 6 uger. Bo & Søren kørte bådene, der var stillet til rådighed af Dragør Roklub, Roklubben SAS, Roforeningen KVIK, Skjold, Danske Studenters Roklub, frem og tilbage mellem Danmark og Tolo.

Download pdf versionen med billeder her!