Coronavirus og rejser til Grækenland

10. marts 2020 13:41 , af Kjeld Bertelsen

Om mindre end to uger begynder vores forårssæson i Tolo, og ”Vedligeholdet” står for at rejse på fredag den 13. marts. De første medlemmer tager både i brug fra søndag den 22. marts. Og så fortsætter vores aktiviteter i Tolo uge efter uge.

Der er pga. den nuværende situation med COVID-19 virus grund til at være opmærksom på, hvordan du bør forholde dig hvis du skal til Tolo, da situationen udvikler sig fra dag til dag.

Grækenland er som resten af verden erklæret for ”Gult” område, hvor Udenrigsministeriets vejledning hedder ”Vær ekstra forsigtig”, som gældende for hele landet. (Oplysning pr. 7. marts)

Hvad betyder det at være ”ekstra forsigtig”?

Konkret betyder ændringen i rejsevejledningerne fra ”grønt” til ”gult”, at du både før og under rejser bør være ekstra forsigtig. Det indebærer, at du bør:

  • Tjekke rejsevejledningen til det land, du rejser til eller igennem.
  • Følge Sundhedsstyrelsens råd for at mindske risikoen for at blive smittet på www.sst.dk/corona.
  • Holde dig opdateret om sundhedsforholdene og lokale myndigheders foranstaltninger på danske ambassaders hjemmesider samt via lokale myndigheder, nyhedsmedier og dit rejsebureau. Link til den græske ambassades hjemmeside.
  • Huske at tjekke din rejseforsikring.

 

App "Rejseklar" fra Udenrigsministeriet.

 

Hold dig orienteret!

Er du på vej til Tolo i den nærmeste fremtid, kan du holde dig opdateret på denne hjemmeside:

https://um.dk/da/rejse-og-ophold/rejse-til-udlandet/rejsevejledninger/graekenland/

Du kan også downloade en app til din smartphone fra Udenrigsministeriet. Søg efter ”Rejseklar”!

NB! Pt. er Udenrigsministeriets hjemmeside meget ustabil, og ligeså er det vanskeligt at downloade ovennævnte app.

Vidste du?

Det var den græske professor Dr. Dimitrios Paraskevis, som ”knækkede” coronavirus DNS, og han forventer der kan være udviklet en vaccine om få måneder. (Kilde)

 

 

 

Her følger 10 gode råd til alle roere, sammensat af DFfR:

  1. Tænk på andre end dig selv
  2. Bliv hjemme fra træning og klubliv hvis du er halvsløj
  3. Sprit romaskinerne af før og efter træning
  4. Hvis I har plads så stil romaskinerne længere fra hinanden
  5. Vær opmærksom på rengøring både hjemme og i roklubben
  6. Sprit håndtagene af på årerne efter en rotur på vandet
  7. Husk god håndhygiejne
  8. Host eller nys altid i ærmet
  9. Lav ikke buffet til standerhejsnings arrangementer
  10. Er du i tvil eller usikker så bliv hjemme.

Bestyrelsen